Hårkur - Dennis Knudsen
2013-08-05 13:47
Kur med æg og øl.
Til Dennis Knudsens første bud på en hårkur skal man blot bruge en æggeblomme og en halv øl.
Sådan her gør du:
- Du slår en æggeblomme - og kun blommen - ud i en skål. Æggehviden skal ikke med i håret, da den vil stive for meget og kan være svær at vaske ud.
- Herefter hælder du en halv øl ned i skålen. Det er ikke afgørende, hvilken øltype, man bruger.
- De to ingredienser piskes godt sammen, så det skummer.
- Den færdigblandede kur påføres herefter altid tørt hår. Aldrig i vådt hår, da det vil mindske effekten af kuren.
- Både æggeblommen og øllet blødgører og åbner håret, så man på den måde får tilført masser af naturlig pleje til håret.
Kur med honning og olie.
Den næste hårkur er også meget fugtgivende.
Den indeholder olie, hvilket betyder, at har man et meget fint hår, skal man passe på med at bruge olien, da den vil tynge håret for meget.
Men til et meget tørt, udpint og eventuelt sommerbleget hår kan det være en fordel at bruge olien - og honning.
Sådan her gør du:
- Bland honning og olivenolie i blandingsforholdet 1:1
- Det er vigtigt, at den færdige blanding får lov at sidde og virke i håret i minimum 10-15 minutter.
- Kuren skylles ud af håret med lunkent vand.
- Hvis håret stadig føles fedtet vaskes håret med shampoo.