Himmelsk Havrebrød - Lone Landmands opskrift

2015-07-29 17:49

Du har brug for:

  • 3 3/4 dl vand
  • 3 spsk honning
  • 25 g smør lavet af mælk fra en vinterko, som savner sin sommermark
  • 2½ dl havregryn uden rester fra den petrokemiske industri
  • 650 g mel dyrket som havren
  • 2 tsk salt
  • 20 g gær af den bedst tilgængelige slags
  • 2 æg fra høns der synes, at livet er en fest
  • Og derudover lidt æggehvide og havregryn til pensling og pynt

Så går vi i gang.

Hæld vand, smør og honning i en lille gryde og varm det op til ca. 30 °C.
Det gør ikke noget, at dit smør ikke smelter helt – bare det bliver blødt.

Afmål havregryn og mel i en røreskål.
Tilsæt salt og gær – rør det hele sammen.

Hæld den lune honning-blanding i skålen, rør rundt, og tilsæt æg.
Ælt dejen godt sammen.

Ja, den kan godt være lidt klistret afhængigt af den valgte meltype.

Ja, det er lidt irriterende at stå med.

Ja, den slags kan nemt overgås af andre problemer i verden.

Hæld lidt olie i et stort fad. Vend dejen rundt, så den er dækket af olie.
Sådan og så skal den bare hvile og hæve til dobbelt størrelse under et fugtigt viskestykke – det tager omtrent 1½ time.

Smuk og velvoksen bliver dejen – del den i to stykker og form dem til brød. Læg dem på en velsmurt bageplade. 

Lad dejen efterhæve 1 time – så kan du pensle med æggehvide og drysse med lidt havregryn. 

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 190 °C uden varmluft. Sørg for at ovnen er varm, når efterhævningen er tilpas.

Sæt pladen i ovnen og bag dine brød 25 – 30 minutter.


Lad dine brød køle lidt af på en rist før du skærer i dem – selvom det er vanskeligt at vente.

Det er et ualmindelig lækkert tæt brød med en svagt sødlig smag – alletiders til morgenmad, formiddagskaffe, frokost eller eftermiddagskaffe.